Ressourcekredsløb for bambusstrømper

lær dine elever at forstå ressourcekredsløbet

Support

Ressourcekredsløb for bambusstrømper

  • Her kan du se ressourcekredsløbet for bambusstrømper. Hvis du klikker på de enkelte faser i kredsløbet, kan du kan læse mere om deres betydning for ressourceforbruget og miljøet.

Udvinding af råstoffer

Bambus er en plante, der dyrkes på store marker i Afrika og Asien. Det er fibrene fra planten, man bruger til at lave stof og strømper af.

Bambus er godt for miljøet som råstof til tøj fordi:

  • Bambus vokser meget hurtigt. På den måde får man flere ressourcer ud af en bambusmark, end man får fra en mark eller skov med andre slags planter og træer.
  • Når bambus vokser, optager den 5 gange så meget CO2 som træer. Det er godt for klimaet.
  • Når man dyrker bambus, er der ikke behov for gift og kunstgødning, fordi bambussen selv indeholder et stof, der hedder bambus-kun. Bambus-kun gør planten modstandsdygtig over for skadedyr og svampeangreb.

Design og produktion

Selv om dyrkning af bambus er bæredygtig, så er bambustøj det sjældent, fordi man ofte bruger mange kemikalier til at få fibrene ud af planten, og det skaber giftigt spildevand.

Men man kan faktisk godt lave bambus uden brug af farlige kemikalier, det er bare dyrere og mere besværligt. Bambus optager dog farvestoffer bedre end andre naturfibre, og derfor skal der ikke bruges lige så store mængder farvestoffer til et par bambusstrømper som til et par bomuldsstrømper. Og det er en god ting.

Emballering

Strømper er sjældent pakket ind, når de sælges i butikkerne. Oftest sidder der et stykke pap og et lille stykke plastik, der holder sammen på strømperne, så de ikke bliver væk fra hinanden. Papemballagen er nødvendig for, at du kan læse, hvad strømperne er lavet af, hvor de er lavet, og hvilken størrelse de har.

Når strømperne først er taget i brug, har emballagen ikke nogen funktion og bliver til affald. Men faktisk kan både pap og plastik genanvendes, hvis du sorterer det fra, og det bliver afleveret de rigtige steder.

Transport

Bambusstrømper bliver oftest lavet på en fabrik i Asien. Herfra sendes de til butikker i resten af verden. Det sker som regel med skib. Det kræver en del brændstof at sende ting hele vejen fra Asien til Danmark, og det resulterer i udledning af forurenende partikler og CO2, som skaber luftforurening og klimaforandringer.

Brug og vedligehold

Bambus har en masse fordele:

–       Det føles blødt

–       Det er meget slidstærkt

–       Man sveder mindre i det end i andre slags stof

–       Det indeholder nogle stoffer, som dræber bakterier

Denne bakteriedræbende evne gør, at strømper af bambus ikke så let kommer til at lugte af sure tæer. Derfor behøver du ikke at vaske bambusstrømper lige så tit som andre strømper, og det sparer både vand og energi. Det gør også, at bambusstrømperne kan holde længere, da vask og tørring slider meget på strømperne. Når strømperne holder længere, bliver der sparet på ressourcerne, da du ikke behøver købe nye strømper så ofte.

Genanvendelse

Selvom strømperne er hullede, behøver du  ikke smide dem i skraldespanden. Du kan aflevere dem til genanvendelse på genbrugsstationen, og i nogle tøjbutikker kan du endda få rabat på nyt tøj, hvis du afleverer dit gamle tøj. Så sælger butikkerne dine strømper til en fabrik, hvor stoffet og fibrene bliver lavet til f.eks. klude.

Genbrug

Strømper holder sjældent for evigt, og det gælder også bambusstrømper. Når du har gået med dem mange gange, bliver de slidt tynde under foden, eller der går måske hul på dem. Hullede bambusstrømper egner sig ikke så godt til genbrug, og så må de smides væk.

Forbrænding

Smider du bambusstrømper i skraldespanden, bliver de brændt sammen med mælkekartoner og slikpapir på et forbrændingsanlæg. Strømperne bliver derved til energi, som opvarmer vores huse og forsyner os med elektricitet. Men det betyder også, at strømpernes fibre ikke kan blive genanvendt.