Ressourcekredsløb for fodboldshorts

lær dine elever at forstå ressourcekredsløbet

Support

Ressourcekredsløb for fodboldshorts

  • Her kan du se ressourcekredsløbet for fodboldshorts. Hvis du klikker på de enkelte faser i kredsløbet, kan du kan læse mere om deres betydning for ressourceforbruget og miljøet.

Udvinding af råstoffer

Fodboldshorts er ofte lavet af et stof, der hedder polyester. Polyester er en slags plastik og et kunstigt skabt materiale. Polyester er lavet af olie eller naturgas, der begge er knappe ressourcer. Det betyder, at polyesterfibre ikke findes naturligt ligesom bomuld og uld.

Man forfiner først olien til benzin, hvorefter man blander benzinen med kemikalier, der er med til at skabe polyesteren.

Design og produktion

Stoffet til shorts laves på en fabrik. Her trækkes polyesterfibrene til lange tråde, der spindes og væves til stof, man kan bruge til fodboldshorts. Fabrikkerne har store strømslugende maskiner. Ofte bliver polyester lavet i lande, hvor man bruger strøm, som ikke er bæredygtig, men måske er skabt ved afbrænding af kul. Det skaber både luftforurening og udledning af CO2, der er med til at belaste miljøet og skabe global opvarmning.

Stoffet sendes til den fabrik, hvor shortsene bliver syet. Her har de brugt tid på at udvikle og designe shortsene, så de er gode at spille fodbold i. De har også besluttet, hvilket stof shortsene er syet af. Især det sidste er vigtigt, når vi skal se på forbruget af ressourcer. For man kan vælge at lave polyesterstof af helt nye polyesterfibre, eller man kan vælge at bruge genanvendt plastik fra eksempelvis plastikflasker. Flaskerne hakkes i småstykker, smeltes og trækkes til polyesterfibre, og det er mere bæredygtigt, fordi der ikke skal hentes ny olie op til ny polyester.

Emballering

Når fodboldshortsene er helt færdige, bliver de pakket i store papkasser og sendt til butikkerne. Papkasser er lavet af træfibre, og der kan laves rigtig mange kasser ud af et stort træ. Men nede i papkasserne er hvert enkelt par shorts tit pakket ind i et tyndt lag plastik. Så bliver de nemlig ikke så let slidte og beskidte under transporten. Den tynde plastik er ligesom shortsene ofte lavet af olie.

Butikkerne sender ofte den emballage, som shortsene var pakket i, til genanvendelse. På den måde bliver ressourcerne fra emballagen brugt igen, og affaldet havner ikke hjemme i din skraldespand, når du får nye shorts.

Transport

Dine fodboldshorts er sikkert lavet i Asien. Det er nemlig der, de fleste sportstøjsmærker laver deres tøj. Shortsene sendes hele vejen fra Asien til Danmark, hvor du kan købe dem. Meget af transporten foregår via skib og lastbil, men nogle gange bliver shortsene også fløjet til Europa, og det forurener meget, fordi fly bruger meget brændstof.

Men allerede inden transporten fra tøjfabrikken i Asien til butikken i Danmark er materialerne og råstofferne til dine shorts blevet transporteret meget.

Olien er måske hentet i Kuwait, hvor den er fragtet til en fabrik, der laver benzin, og videre til en polyesterfabrik. Herfra er polyesteren sendt til en fabrik, der kan lave stof og videre igen til den fabrik, hvor de syr fodboldshorts.

Mellem hver fabrik bruger man brændstof til transporten, der udleder forurenende partikler og CO2 til luften.

Brug og vedligehold

Polyesterstof krymper eller krøller ikke og er utroligt slidstærkt. Man kan derfor lave flere glidende tacklinger i fodboldshorts af polyester end i shorts af bomuld, uden de går i stykker. Samtidig er polyester også nemt at gøre rent, hvilket betyder, at der ikke skal bruges så meget energi og vaskemiddel, når man skal vaske shortsne.

Til gengæld gør de firmaer, som sælger fodboldshorts, meget for, at vi tit vil købe nye shorts, selvom det måske ikke er nødvendigt. Hvis man altid køber de nyeste shorts fra sin yndlingsfodboldklub, bruger man flere ressourcer end nødvendigt.

Genanvendelse

Shorts er lavet af polyester, og de kan ligesom plastikflasker sagtens genbruges og genanvendes. Hvis du smider shortsene i skraldespanden, når du ikke længere skal bruge dem, er alt besværet med at skaffe olie op fra undergrunden og lave stof ud af det spildt.

Så når du bliver trætte af de gamle shorts, eller de er blevet for små, er der masser af muligheder for, at de gamle shorts kan få nyt liv.

Hvis fodboldshortsene er ødelagte, behøver du ikke smide dem i skraldespanden. Du kan aflevere dem til genanvendelse på genbrugsstationen, og i nogle tøjbutikker kan du endda få rabat på nyt tøj, hvis du afleverer dit gamle tøj. Så sælger butikkerne dine shorts videre til en fabrik, hvor de laves om til ”ny” polyester og måske bliver til en fleece-trøje.

Genbrug

Shorts er lavet af polyester, og de kan ligesom plastikflasker sagtens genbruges og genanvendes. Hvis du smider shortsene i skraldespanden, når du ikke længere skal bruge dem, er alt besværet med at skaffe olie op fra undergrunden og lave stof ud af det spildt.

Så når du bliver trætte af de gamle shorts, eller de er blevet for små, er der masser af muligheder for, at de gamle shorts kan få nyt liv.

Du kan aflevere shortsene til genbrug; enten hos naboen eller en genbrugsbutik. Så får andre glæde af dem, og samtidig undgås det, at der skal udvindes ny olie og bruges energi på at lave nye shorts.

Bortskaffelse

Smider du shorts i skraldespanden, bliver de brændt sammen med mælkekartoner og slikpapir på et forbrændingsanlæg. Her laves de til energi, som kan bruges til at opvarme vores huse og forsyne os med elektricitet. Men det betyder også, at dine shorts hverken kan genbruges eller genanvendes.