Ressourcekredsløb for alufolie

lær dine elever at forstå ressourcekredsløbet

Support

Ressourcekredsløb for alufolie

  • Her kan du se ressourcekredsløbet for alufolie. Hvis du klikker på de enkelte faser i kredsløbet, kan du kan læse mere om deres betydning for ressourceforbruget og miljøet.

Udvinding af råstoffer

Aluminiumsfolie laves af metallet aluminium. Aluminium kommer fra en slags sten, der hedder bauxit. Bauxit-sten er røde og indeholder et stof, der hedder aluminium-oxid, som består af ilt og aluminium. Bauxit findes ikke i Danmark, men rigtig mange andre steder på Jorden; bl.a. i Kina, Australien, Brasilien og Jamaica.

Først graver man bauxitten op med store maskiner. Så bliver bauxitten knust og vasket, imens det varmes op med ætsende kemikalier, der gør, at aluminium-oxiden kan skilles fra resten, der bliver til noget rødt mudder. Det røde mudder er giftigt og skal behandles som farligt affald og opbevares sikkert.

Aluminium-oxiden bliver herefter varmet op til meget høje temperaturer, hvor det smelter og efterfølgende renses ud til det rene metal. Det flydende aluminium bliver skilt fra, hældt i forme og lavet til aluminiumsbarrer, der kan bruges som råmateriale til aluminiumsfolie.

Selve opvarmningen og adskillelsen af aluminiummet kræver rigtig meget energi. Derfor bliver det tit lavet i lande som Norge eller Island, der får energi fra vulkaner eller vandkraft. Det gør strømmen billig og bæredygtig, fordi den er vedvarende.

Design og produktion

Sølvpapir består af næsten rent aluminium, der er rullet lige så tyndt som papir. Det er mellem 0,006mm og 0,2mm tykt.

Når aluminiummet skal bruges til sølvpapir, ruller man af og til aluminiummet ud til folie, imens det køler af – og altså uden at lave det til aluminiumsbarrer. Det sparer en masse energi, fordi man ikke skal varme aluminiummet op igen, efter det er lavet til barrer.

Aluminiummet bliver presset imellem store ruller, som man kalder valser. Det kræver store maskiner med mange kræfter, der bruger meget strøm og dermed energi.

Emballering

Når man køber en rulle alufolie, er folien rullet op på en paprulle og enten pakket ind i plastikfolie eller lagt ned i en papkasse.

Pap er lavet af træfibre og kan genanvendes, hvis man husker at sortere sit affald.

Plastikfolien er lavet af olie og kan genanvendes, men det ikke alle steder, man kan få lov at sortere og aflevere sit plastikaffald til genanvendelse.

Transport

Når man køber en rulle alufolie, er folien rullet op på en paprulle og enten pakket ind i plastikfolie eller lagt ned i en papkasse.

Pap er lavet af træfibre og kan genanvendes, hvis man husker at sortere sit affald.

Plastikfolien er lavet af olie og kan genanvendes, men det ikke alle steder, man kan få lov at sortere og aflevere sit plastikaffald til genanvendelse.

Brug og vedligehold

Til en almindelig rugbrødsmad bruges der ca. 20 centimeter sølvpapir, der vejer blot 1,75 g. Hvis hver madpakke indeholder 3 madder, og du går i skole 200 dage om året, bruger du 120 meter sølvpapir på et år, eller hvad der svarer til 84 dåser med pant.

Selvom sølvpapir på mange måder er et smart materiale at pakke sin mad ind i, kræver det mange ressourcer at lave sølvpapir i forhold til f.eks. plastikfolie eller madpapir. Derudover må man ikke sende sit beskidte sølvpapir til genanvendelse, når madpakken er spist, så der går rigtig mange ressourcer tabt, hvis du bruger sølvpapir til din mad.

Genanvendelse

Man kan godt genanvende sølvpapir, hvis der ikke er madrester på papiret, og du husker at sortere dit affald. Så kan sølvpapiret laves til ny aluminium. Når man genanvender sølvpapiret, sparer man 95% af den energi, man ellers ville have brugt, hvis man skulle udvinde ny aluminium til sølvpapir. Hvis der er madrester på papiret, skal du smide det i den almindelige skraldespand.

Genbrug

Det er ikke en god ide at genbruge sølvpapir, hvis det har været i kontakt med fødevarer.

Forbrænding

Det meste sølvpapir ender i skraldespanden, hvorfra det bliver sendt til forbrændingsanlægget. I forbrændingsanlægget kan sølvpapiret ikke altid brænde. Det smelter kun. Så bliver det til det, man kalder slagger, som er en ny slags affald. Store stykker af aluminium kan nogle gang hives ud af slaggen og blive til ny aluminium, men sølvpapir er så småt, at det er umuligt at genanvende, når først det er endt i slaggen. Samtidig kan det smeltede sølvpapir stoppe de huller, hvor der bliver blæst luft ind i forbrændingsanlæggets ovn, så ilden kan brænde. Det betyder, at man nogle gange er nødt til at slukke ovnene i et døgn eller to for at rense propperne væk. Det koster tid og rigtig mange penge.