Forløb 8

Kan en bamse få nyt liv?

Support

Legetøj til genbrug

Kan en bamse få nyt liv?

Der er sikkert meget af dit legetøj, som du ikke leger med mere. Måske har du allerede givet det videre, eller solgt det til nogen, som nu leger videre med det. Men det kan også være, at det bare fylder op på dit værelse eller er blevet sat væk.

 

Legetøj kan være lavet af mange forskellige ting, men lige meget hvad det er lavet af, så kræver det ressourcer at lave legetøj. Det er grunden til, at det er vigtigt, at der bliver leget med legetøjet så lang tid som muligt.

Læs mere

Måske kan andre få glæde af dit legetøj

Så når man giver sit gamle legetøj videre, er det altså ikke kun godt for dem, der leger videre med det, men også godt for miljøet. Man kan for eksempel sælge det videre på et loppemarked eller give det til velgørenhed eller til sine små fætre og kusiner. På den måde bliver legetøjet brugt, og de ressourcer, der er gået til at lave det, bliver udnyttet. Hvis legetøjet bare roder på værelset eller fylder op i kælderen, er der ingen, der har glæde af det.

 

Der er mange muligheder for at komme af med sit gamle legetøj og forlænge den tid, hvor der bliver leget med det. Men først skal I undersøge, hvor meget legetøj I har, som I ikke leger med. Derefter skal I finde en måde, hvorpå I kan få det videre, så andre kan få glæde af det.

Kan en bamse få nyt liv?

Bamser er tit lavet af en type plastik, der hedder polyester. Polyester er lavet af olie eller naturgas, der begge er knappe ressourcer. Polyester er den samme form for plastik, som man laver sodavandsflasker af, selvom bamsen er blød, og flasken er hård. Der bruges cirka 2,5 kg olie og 100 liter vand til at lave en bamse på ½ kg.

Design og produktion

Når man skal lave en bamse, er der mange valg, man skal træffe. Hvordan skal bamsen se ud, skal den kunne sige lyde, og hvad skal den laves af?

Især det sidste er vigtigt, når vi skal se på forbruget af ressourcer. For man kan vælge at lave bamsen af helt nye polyesterfibre, eller man kan vælge at lave bamsen af genanvendte plastik fra eksempelvis plastikflasker. Flaskerne hakkes i småstykker, smeltes og trækkes til polyesterfibre. På den måde får man en bamse, der er lavet bæredygtigt i forhold til brugen af ressourcer, fordi der ikke skal hentes ny olie op til ny polyester.

Emballering

Bamser pakkes i kasser for at beskytte dem, når de transporteres fra fabrikken til butikken. I butikkerne er bamserne sjældent pakket ind, fordi du skal kunne se og føle på dem, inden du beslutter, hvilken bamse du vil købe. Butikkerne sender ofte de kasser, som bamserne var pakket i, til genanvendelse. På den måde bliver ressourcerne fra emballagen brugt igen, og der er mindre affald hos bamsens nye ejer.

Transport

En bamse kan have rejst det meste af Jorden rundt, før den finder et sted at bo.

Olien, der bruges til at lave polyester, kommer ofte fra mellemøstlige lande som Saudi Arabien, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater, hvor en stor del af verdens olie findes. Herfra sejles olien til en fabrik i Sydøstasien, hvor den bliver lavet til polyesterstof i forskellige farver. Stoffet bliver så sendt til en ny fabrik, hvor bamsen bliver syet. Derefter sendes den færdige bamse til Europa med enten skib eller fly. Her havner den i en butik og venter på, at nogen køber den.

Transporten fra den ene ende af verden til den anden forurener, da både skibe og fly skal bruge brændstof for at komme frem. Når skibe og fly bruger brændstof, sender de partikler og CO2 ud. Partiklerne skaber forurening, og CO2 er med til at skabe klimaforandringer.

Brug og vedligehold

En bamse belaster ikke miljøet, når den først er kommet hjem til dig. En bamse skal nemlig hverken have mad eller vand, og den bruger ikke noget energi. Måske skal den af og til have et bad i vaskemaskinen, men ellers bruger den ikke ekstra ressourcer, imens du leger og sover med den.

Genanvendelse

Mange børn holder op med at lege med bamser, når de bliver større. Og hvad skal der så ske med bamsen?

Hvis du afleverer bamsen på genbrugsstationen, skal den afleveres som ’småt brændbart’, da bamser og andre ting af polyester ikke sendes til genanvendelse, selv om man egentlig godt kan genindvinde polyesterfibrene.

Genbrug

Mange børn holder op med at lege med bamser, når de bliver større. Og hvad skal der så ske med bamsen?

Mindre søskende eller andre børn kan arve bamserne og få glæde af dem. Men du kan også give bamserne til en genbrugsbutik. Så bliver de solgt og genbrugt hos en ny familie. På den måde undgår man, at bamsen bliver til affald. Samtidig skal man heller ikke lave lige så mange nye bamser.

Forbrænding

Mange børn holder op med at lege med bamser, når de bliver større. Og hvad skal der så ske med bamsen?

Smider du bamserne i skraldespanden, bliver de brændt sammen med mælkekartoner og slikpapir på et forbrændingsanlæg. Her laves indholdet af skraldespanden til energi, som kan bruges til at opvarme vores huse og forsyne os med elektricitet. Men det betyder også, at bamserne hverken kan bruges igen eller blive til nye ting.

Aktivitet 1

Undersøg dit legetøj

I denne aktivitet skal I undersøge jeres gamle legetøj. Hvad er det lavet af? Hvad vil I gøre med det, og har I andet derhjemme, som I ikke bruger mere?

Du skal bruge (Klik her)

Aktivitet 2

Lav et legetøjsbibliotek på skolen

Tænk engang, hvis I ikke ejede jeres legetøj, men lånte det, ligesom I låner en bog på biblioteket. I denne aktivitet skal I lave et legetøjsbibliotek, hvor de mindre elever kan komme og låne jeres gamle legetøj, måske legoklodser, bamser, dukker og biler.

Du skal bruge (Klik her)
  • En masse legetøj.

  • Film: Legetøjsbiblioteket

Aktivitet 3

Lav et loppemarked eller en byttedag på skolen

Meget af det legetøj, der står og samler støv i kælderen eller på dit værelse, kunne andre børn sikkert have glæde af. Derfor er det en god ide f.eks. at sælge det videre på et loppemarked. Så sparer man nemlig en masse ressourcer, når der ikke skal laves f.eks. en ny togbane eller dukke.

Du skal bruge (Klik her)
  • En masse legetøj.

  • Film: Legetøjsbiblioteket