Forløb 4

Rundt om ressourcerne i din mobiltelefon

Support

QR-Orienteringsløb

Rundt om ressourcerne i din mobiltelefon

Hvis du ønsker dig en mobiltelefon, vil du sikkert gerne have den nye og flotte model, der har en masse smarte funktioner. Du tænker sikkert ikke på, at udover de 110 gram, som en mobiltelefon vejer, så bruges der omkring 26 kg af alt muligt andet (ressourcer) til at producere mobiltelefonen, pakke den ind og få den frem til dig. Se ressourcekredsløbet for en mobiltelefon her.

Læs mere

Hver gang vi skal have nye ting, vælger vi, og de valg har konsekvenser for jordens ressourcer. Vi kan træffe valg, der bruger mange ressourcer, og vi kan træffe valg, der bruger færre ressourcer.

 

Vores valg af mobiltelefon har altså indflydelse på jordens ressourcer. Det er ikke ligegyldigt, hvordan den er designet, lavet, pakket ind og transporteret. Ting, som er gode at være opmærksom på, når man vælger mobiltelefon.

Rundt om ressourcerne i din mobiltelefon

En mobiltelefon er lavet af mange forskellige slags materialer og råstoffer. Blandt andet plastik (der er lavet af olie), keramik (der er lavet af sten), glas (der er lavet af sand) og en masse forskellige grundstoffer, der både er kritiske og kostbare. Det er blandt andet guld, kobber og sølv. Når et grundstof anses for at være kritisk, betyder det, at der ikke er så meget af det tilbage på Jorden i forhold til, hvor hurtigt vi bruger det.

Man siger faktisk, at en smartphone består af mere end 40 grundstoffer. De er hentet rundt omkring på Jorden, blandt andet i kinesiske og afrikanske miner. Her er metaller vasket ud af knuste sten ved hjælp af stærke kemikalier, der kan skabe problematisk mineaffald.

Der bruges også meget energi i arbejdet med at få metallerne helt rene, så de kan bruges som råstoffer i din mobiltelefon.

Design og produktion

En moderne mobiltelefon har mange funktioner indbygget. Den kan ringe, sende sms’er, optage film, tage billeder og bruges som en lille spillemaskine. Det betyder, at vi ofte kan undvære andre ting som kameraer og bærbare spillemaskiner (f.eks. Nintendo 3DS). På den måde sparer vi ressourcer ved at bruge en mobiltelefon til mange forskellige ting, da vi kun har brug for et stykke elektronik i stedet for flere.

Men mange telefoner holder ikke særlig længe. Det er blandt andet fordi, det er svært at skifte batteri, eller fordi de er svære at reparere. På den måde kan fabrikken sælge flere mobiltelefoner. Det giver et unødigt forbrug af ressourcer til at lave nye telefoner. I stedet kunne man designe telefonen, så den kan repareres og holde længere.

Emballering

Når man køber en ny mobiltelefon, er den pakket ind. Indpakningen beskytter telefonen under transport. Indpakningen hjælper også til, at du får øje på telefonen i butikken og får lyst til at købe den.

Man kan pakke ind i mange forskellige ting, men ofte er mobiltelefoner pakket ind i pap og plastik. Plastik er lavet af olie, og vi har kun olie i begrænsede mængder. Pap er lavet af træer. Træer kan dyrkes bæredygtigt, men bliver det ikke altid. Træer er ikke en begrænset ressource, fordi vi kan plante nye træer.

Det er en god ide at beskytte telefonen med indpakning, så de ressourcer, der er blevet brugt på at lave telefonen, ikke bliver spildt, fordi telefonen går i stykker under transport. Men fabrikkerne laver ofte større pakker, end de behøver, for at skabe opmærksomhed om telefonen. Derved skal der bruges flere ressourcer til indpakning, og det resulterer også i mere affald, når telefonen bliver pakket ud.

Transport

En mobiltelefon indeholder råstoffer fra hele verden. Nogle råstoffer udvindes i Afrika, Kina og Sydamerika. Råstofferne transporteres til Asien, hvor de bruges til at skabe materialer, som mobiltelefonen samles ud af. Derefter transporteres telefonen hele vejen til Danmark, hvor du kan købe den i en butik.

Transport skaber ofte luftforurening og udleder CO2, der er med til at skabe global opvarmning. Meget af transporten foregår med skib, men nogle gange bliver telefonerne fløjet med fly til Europa, og det er en transportform, der giver særlig meget forurening og udleder meget CO2.

Brug og vedligehold

Når du bruger din mobiltelefon, bruger den strøm og skal oplades ofte. Strøm er energi og en ressource, der ikke kommer ud af ingenting. Meget af den strøm, vi bruger i Danmark, kommer fra vindmøller. Det er bæredygtigt, fordi vinden bliver ved med at blæse, og det forurener ikke. Men ellers kan strømmen komme fra kul og olie, der brændes af. Kul og olie er begrænsede ressourcer og ikke vedvarende på samme måde som vind.

Mere end halvdelen af danskerne har haft deres telefon i under 2 år og skifter den ofte ud med den nyeste model. Men en ny model kræver nye ressourcer at lave. I stedet kan man købe en brugt telefon. Så bruges der ikke nye ressourcer til at lave en ny. Man kan også spare ressourcer ved at reparere sin telefon, når den går i stykker, i stedet for at smide den ud.

Genanvendelse

Hvis telefonen ikke kan repareres, kan vi genanvende mange af råstofferne i telefonen til nye ting. På den måde sparer vi udvinding af nye råstoffer i minerne.

Genbrug

Hvis du sender din mobiltelefon til genbrug, sælger den eller forærer den væk, er du med til at forlænge dens levetid. Det betyder, at du ikke skaber affald og sparer på brugen af nye ressourcer.

Forbrænding og deponi

Det er ikke så smart, at smide mobiltelefoner og andet elektronik i skraldespanden, fordi det indeholder værdifulde råstoffer, som vi kan bruge til andre ting. Samtidig kan mobiltelefoner og elektronik være skadeligt for miljøet, hvis det sendes til forbrænding sammen med al det andet affald.

De dele af telefonen, der ikke kan genanvendes, må enten deponeres eller forbrændes og omdannes til energi. Energi fra forbrænding kan vi bruge til at tænde lamper og varme vores huse med.

Aktivitet 1

Rundt om ressourcerne - valg og konsekvens

Har du tænkt over, hvilke ressourcer det kræver at fremstille en mobiltelefon? Du skal træffe en række valg undervejs i QR-orienteringsløbet. Løbet følger en mobiltelefons ressourcekredsløb.

Du skal bruge (Klik her)